BabyBio

Slip virkeligheden et par timer og skift ble med stjernerne

Filmene vises på formiddage, og er tilrettelagt for nybagte forældre og deres børn. Bedsteforældre og børnebørn er også meget velkomne.

Der er dæmpet lys i salen, lyden er ikke så høj som til almindelige forestillinger, og der er mulighed for at pusle på handikaptoilettet og få varmet flasker i caféen.

Barnevogne kan medtages i salen eller parkeres enten i foyer-området eller, forsynet med babyalarm, i vores gård. Der plejer at være roligt, så børnene kan sove trygt og godt.

Billetprisen er 10 kr. mindre end til de ordinære forestillinger.

Der vises Baby Bio mindst en gang om måneden, så hold øje med programmet her på siden, hvis ikke du har modtaget det via sundhedsplejen i Glostrup kommune eller hentet det i biografen.

Vi er meget lydhøre for filmønsker.

 

“Green Book” den 26. februar 2019 kl. 10.30

© 2019 Nordisk Film Distribution

Green Book er baseret på en virkelig historie om et livslangt venskab og er et lunt feel good drama med masser af humor.

Da den italiensk-amerikanske udsmider Frank Anthony Vallelonga, også kendt som Tony Lip (Viggo Mortensen), bliver hyret som chauffør og bodyguard for den sorte klavervirtuos Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), der skal på en koncertturné fra New York til Sydstaterne, må de gøre brug af en Green Book – en rejseguide og vejledning i hvilke restauranter og hoteller, der tager imod afroamerikanske borgere i 60’ernes USA – for at sikre at Shirley ikke nægtes servering, ydmyges eller trues på livet.

 

”Britt-Marie var her” den 19. marts 2019 kl. 10.30

©2019 SF Studio

Da 63 årige Britt-Marie forlader sin mand efter 40 års ægteskab, bliver hun tvunget til at tage sit liv op til revision – gøre op med gamle vaner for at møde den nye verden. Britt-Marie havner helt tilfældigt i den lille flække Borg, hvor livet nærmest står stille for byens få indbyggere.

Men – der er nogen, der på trods, drømmer stort i Borg og puster liv i Britt-Maries nyvundne tro på livet og fremtiden. Måske er det aldrig for sent at starte med at leve livet? Måske kan hun mod alle odds falde til og gøre en forskel?

 

”Dronningen” den 9. april 2019 kl. 10.30

©2019 Rolf Konow

Anne (Trine Dyrholm) regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat og lykkelig gift med lægen Peter (Magnus Krepper), med hvem hun har to døtre.

Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. Dronningen er en fortælling om begærets pris og løgnes magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser.

 

 

”Danmarks sønner” den 23. april 2019 kl. 10.30

©2019 Henrik Ohsten

Vi nærmer os årsdagen for et stort bombeangreb i København. De yderste fløje er blevet dominerende. Radikaliseringen rundt omkring i landet er taget til. Det næste folketingsvalg står for døren, og den stærkt nationalistiske politiker Martin Nordahl fra det nystiftede parti National Bevægelsen spås en historisk jordskredssejr, der kan sikre ham statsministerposten.

Den 19-årige Zakaria bevæger sig langsomt, men sikkert ud på et radikalt og farligt spor, der kan koste ham og hans familie alt.